En af årsagerne til den europæiske imperialisme var i overvejende grad almindelig berigelse. Da man i kolonierne kunne skaffe sig værdifulde varer, som man ikke havde i Europa, så som krydderiet, tobak, kaffe, sukker, silke, porcelæn osv. Man kunne også anskaffe sig kostbare ædelmetaller, hvor det i Sydamerika først og fremmest var sølv, og i Sydafrika var det guld. Råvarerne der kunne leveres fra Asien og Afrika, for eksempel gummi fra Centralafrika og Sydasien, jute fra Indien, bomuld fra bl.a. Ægypten osv., fik større og større betydning på grund af industrialismens gennembrud i 1800-tallet. Mange af disse råvarer endte ud i at blive ”strategiske” varer, fordi samfundet og industrien blev afhængige af disse.

Koloniernes markeder var også et rigtigt attraktivt emne, i og med den internationale konkurrence var blevet væsentlig hårdere, og nogle af stormagterne følte sig truet, for eksempel Storbritannien. I 1870 kom der en forringelse af konjunkturerne, hvilket fik mange lande til at beskytte landet, med en mere beskyttende politik, ved at øge toldsatserne, så de kunne begrænse importen af industrivarer fra udlandet. Dette styrkede dog bare argumentet om at anskaffe sig kolonier, så man kunne sikre sig sikre afsætningsmarkeder og derved sikre arbejdspladserne i hjemlandets industri[1].

 

 

 

 

Kilde:
[1] https://verdenshistoriehhx.systime.dk/index.php?id=1214