Tilbage i 1882, efter at briterne havde gjort Ægypten til et protektorat, begyndte det at gå op for stormagterne, at Afrika var den sidste mulighed for erhvervelse af kolonier, så man tøvede ikke, da man vidste at man ellers ville falde bagefter de andre stormagter.
I 1884 tog den tyske regeringsleder, Bismarck, initiativ til en konference mellem stormagterne, som skulle handle om koloniseringen af Afrika. På den måde kunne man lave nogle aftaler, så man i fremtiden undgik en masse alvorlige konflikter mellem imperiemagterne. For at sikre at disse aftaler blev overholdt, skulle der være militær tilstedeværelse, en koloniadministration og en økonomisk aktivitet.
Afrika blev, i denne periode, behandlet, som et uciviliseret og herreløst kontinent, hvor de afrikanske høvdingedømmer og kongedømmer ikke blev set som suveræne stater. Disse høvdinge- og kongedømmer var primitive forstadier set i forhold til de egentlige statsdannelser, som i dag afgrænser de moderne afrikanske staters grænser.