Selvom om europæerne havde haft handelsstationer langs den afrikanske vestkyst i omkring 300 år før 1800-tallet, så kom den første egentlige kontakt med afrikanerne, da kolonikapløbet begyndte. Disse handelsstationers primære funktion, før dette kapløb, var egentlig bare at opkøbe slaver. Europæerne havde dog en ringe tilstedeværelse på den afrikanske østkyst, da denne del var orienteret mod det arabiske- muslimske Mellemøsten.

I den første fase af europæernes indtrængen i Afrika, opfattede man ikke europæerne som en trussel, da man hverken havde viden eller erfaring om dem, samtidig med at de altid optrådte i små grupper.
I fase nummer to begyndte man at etablere handelsstationer og missionsstationer, hvor diverse koloniseringsselskaber opkøbte den jord til de europæiske kolonister, der etablerede landbrug og plantagedrift.

 

I den senere fase, omkring 1890’erne, blev afrikanerne, især i Sydafrika, Kenya, Elfenbenskysten og Belgisk Congo, ved nogle særlove, frataget jord, som egnede sig særligt godt til plantagedrift.